2nd Paw: Genbrugsbutik til hunde, der gør en forskel

  1. kæledyr
  2. Dyr
  3. Hunde

Hvad gør man med hundeselen, der næsten ikke nåede at blive brugt, før hunden voksede ud af den? Regnfrakken, der stadig er som ny, eller hundesengen, som ikke længere passer ind derhjemme? Hos 2nd Pawfår brugt hundeudstyr mulighed for at begynde et nyt liv – hos en ny hund og en ny ejer.

2nd Paw er en fysisk genbrugsbutik til hunde, hvor hylder og stativer er fyldt med alt fra seler, snore, halsbånd og dækkener til legetøj, hundekurve og mere specielle fund. Konceptet minder på mange måder om den klassiske genbrugsbutik, hvor private afleverer ting, de ikke længere bruger, hvorefter frivillige sørger for, at de bliver solgt videre. Forskellen er bare, at her er målgruppen firbenet.

Men genbrug er kun den ene del af historien. 2nd Paw er drevet af frivillige, og butikkens indtægter går videre til gode formål. Dermed kan en brugt hundesele eller et gammelt dækken faktisk ende med at gøre en forskel mere end én gang: Først får udstyret længere levetid, og bagefter kan pengene fra salget være med til at hjælpe dyr eller støtte projekter, hvor hunde hjælper mennesker.

En genbrugsbutik – bare til hunde

Idéen bag 2nd Paw er egentlig ganske enkel. I stedet for at hundeudstyr, der ikke længere bliver brugt, ender bagerst i et skab eller bliver smidt ud, kan det afleveres i butikken og få chancen for at finde en ny ejer.

“Vi fungerer fuldstændig ligesom din lokale Røde Kors nede på hjørnet. Det er private, der kommer og donerer tingene til os. Så er det frivillige, der står her og sælger det videre, og så giver vi al overskuddet til et godt formål,” fortæller Lucif og opsummerer konceptet meget enkelt: “Det er et meget velkendt og gennemprøvet koncept. Vi gør det bare med hunde.”.

258.jpg

Fra hundetosser til genbrugsildsjæle

Bag butikken står en gruppe frivillige, som bruger deres fritid på alt fra at modtage og sortere donationer til at vaske, rengøre og gøre tingene klar til deres næste ejer. Under interviewet fortæller Lucif, at omkring 24 frivillige er involveret i arbejdet, og fælles for dem er først og fremmest en stor interesse for hunde.

“Vi er jo for det første alle sammen nogle hundetosser, som elsker hunde,” fortæller hun. Men passionen rækker længere end glæden ved at få besøg af hunde i butikken. Den handler også om en grundlæggende idé om, at ting stadig har værdi, selvom den første ejer ikke længere har brug for dem.

“Det handler jo både om genbrug, om at alt det her kan komme andre hunde til gode, at det ikke skal smides væk, og at det ikke skal ligge og fylde i ens skuffe. Og så er det jo også en idealisme i forhold til dyrevelfærd.”

Der ligger samtidig mere arbejde bag en brugt hundesele eller jakke, end man måske lige forestiller sig. Hundehår skal fjernes, tøjet skal gøres rent, donationerne skal sorteres, prissættes og sættes frem. Det er netop noget af det arbejde, som kan få private til at opgive selv at sælge det hundeudstyr, de ikke længere bruger. Hvis man først skal vaske et dækken, fjerne hundehår og derefter arrangere et salg for et relativt lille beløb, kan det være lettere at lade det ligge. Hos 2nd Paw tager de frivillige sig af arbejdet, og de penge, der kommer ind, går samtidig videre til et godt formål.

Når hunden vokser ud af sit tøj

Der er mange grunde til, at genbrug giver særlig god mening, når det kommer til hundeudstyr. Hunde kan eksempelvis vokse ud af seler, jakker og dækkener, længe før tingene er slidt op. Det gælder ikke mindst hvalpe, hvor størrelsen kan ændre sig hurtigt.

I vinterhalvåret er dækkener, regnfrakker og varmt hundetøj blandt de populære varer i butikken. Et godt dækken kan være dyrt fra nyt, og hvis man har en hund, der stadig vokser, kan behovet ændre sig flere gange på kort tid. Her kan det brugte marked gøre det nemmere at finde det nødvendige udstyr uden hver gang at skulle købe nyt.

Det er noget, Lucif selv kan relatere til. Da hun fik sin første hund, var hun studerende. Hunden havde brug for en frakke til vinteren, men økonomien gjorde det svært at købe et dyrt dækken – især når hun vidste, at hunden ville vokse ud af det igen inden næste sæson.

“Der ville jeg virkelig ønske, at der havde været sådan noget her,” fortæller hun.

Derfor handler 2nd Paw heller ikke kun om at undgå, at brugbare ting bliver smidt ud. Butikken gør det også muligt at købe godt hundeudstyr til priser, hvor flere kan være med.

Jagten på det gode genbrugsfund

Som i enhver anden genbrugsbutik ved man aldrig helt, hvad der dukker op hos 2nd Paw. Butikken tager imod stort set alt til hunde med undtagelse af mad og medicin, og donationerne spænder derfor fra helt almindelige snore og seler til hundetøj, hundekurve, senge, aktivitetslegetøj og langt mere specielle ting.

“Det er jo også det, der er fedt ved genbrug. Det er jo det der guldgraveri,” fortæller Lucif.

259.jpg

Og der er god grund til at komme tilbage og lede igen. Ifølge hende modtager butikken mindst omkring tre donationer på en almindelig åbningsdag, og derfor ændrer udvalget sig hele tiden. Det, der hænger på stativet den ene uge, kan være væk den næste, mens helt andre ting er kommet til.

Fra luksussele til et blomkål til hunden

Nogle gange dukker der også ting op, som selv de frivillige bliver overraskede over. Under besøget viser Lucif eksempelvis en særlig sele frem, som ved prissætningen viste sig at have kostet omkring 500 dollars fra ny. Hvem der har doneret den, ved hun ikke, men fundet er et eksempel på, at butikken indimellem modtager meget eksklusivt hundeudstyr.

Når noget har en usædvanlig høj værdi, kan 2nd Paw vælge at gøre lidt mere ud af det end blot at hænge det på stativet. Det kan eksempelvis ende som en giveaway eller blive solgt på auktion, så donationen forhåbentlig kan generere et større beløb til de formål, butikken støtter.

Andre gange er det ikke prisen, men historien eller særpræget, der gør en genstand interessant. Blandt de ting, der fortæller en mere personlig historie, er de hundetegn, som stadig sidder på nogle af de donationer, der kommer ind. De bliver ikke bare smidt ud. I stedet gemmer 2nd Paw dem i butikken.

“. Mange kommer jo også ind, når de har mistet deres hund. Så vi gemmer alle hundetegnene herinde,” fortæller Lucif, som viser en opslagstavle med hundetegn i baglokalet.

Når intet behøver ende som affald

Ambitionen om at få mest muligt ud af donationerne stopper heller ikke, hvis en vare ikke bliver solgt. Udgangspunktet er, at alle brugbare donationer får en chance i butikken, fordi det kan være svært at forudsige, hvad kunderne leder efter. Det, der ikke finder en ny ejer, kan efterfølgende blive sendt videre til andre, der kan bruge det.

2nd Paw sender blandt andet ting videre til shelters i udlandet og til hjemløse med hunde. På den måde forsøger butikken at sikre, at donationerne rent faktisk bliver brugt frem for at ende som affald.

“Der er ikke noget, der bliver smidt ud. Der er ikke noget, der lander på kæmpe lossepladser. Alt bliver virkelig brugt,” fortæller Lucif.

Det betyder, at en donation kan få flere chancer for at gøre gavn. Først forsøger butikken at finde en køber, og lykkes det ikke, kan udstyret stadig ende hos en hund, der har brug for det et andet sted.

Overskuddet skal gøre en forskel

2nd Paw er non-profit, og det er en helt central del af idéen bag stedet. De frivilliges arbejde skal ikke skabe et økonomisk overskud til en ejer, men i stedet generere penge, der kan sendes videre til relevante formål.

Butikken er ikke bundet til én bestemt velgørende organisation, og det giver mulighed for løbende at vurdere, hvor pengene kan gøre mest gavn. Gennem tiden har 2nd Paw blandt andet doneret til forskellige shelters i Danmark samt organisationer som Dyrenes Beskyttelse, Dyrefonden og Dyreværnet.

260.jpg

Men støtten går ikke kun direkte til dyr. Nogle gange vælger 2nd Paw også projekter, hvor relationen mellem mennesker og hunde er i centrum. Det gælder blandt andet læsehunde, der hjælper børn med læsevanskeligheder, og forskellige former for servicehunde, herunder psykiatriske servicehunde.

Genbrug med plads til både hunde og gode gerninger

Historien om 2nd Paw viser, hvor meget potentiale der kan ligge i de ting, vi ikke længere selv har brug for. En sele, som én hund er vokset ud af, kan passe perfekt til den næste. En vinterfrakke, der kun har været brugt en enkelt sæson, kan holde en anden hund varm, og selv det udstyr, der ikke bliver solgt i butikken, kan få nyt liv hos eksempelvis et shelter.

Samtidig bliver værdien af tingene ført endnu længere, fordi pengene fra salget går videre til projekter, der arbejder med dyr og relationen mellem hunde og mennesker. Det gør 2nd Paw til mere end en butik med brugt hundeudstyr. Det er et lille kredsløb, hvor donationer, frivillighed, genbrug og dyrevelfærd hænger sammen.

Hos Gul&Gratis deler vi troen på, at gode ting fortjener mere end ét liv – uanset om det er møbler, tøj eller hundens gamle yndlingssele.

Besøg www.2ndpaw.dk og læs mere om butikken, samt dens formål.

Relaterede annoncer