Jørgen Gustava Brandt: Den geniale Monotoni, essay

4 umådeligt velskrevne og humoristiske ssays. Fremstår ulæst. 1968 Gyldendals Bakkasinbøger (116 sider). "Den geniale monotoni" består af fire essays skrevet af den unge digter Jørgen Gustava Brandt i løbet af 1950’erne. Med humor, varme og visdom beskæftiger Jørgen Gustava Brandt sig med poesiens væsen og dens appel, 50’ergenerationens særpræg og omstændigheder samt en række eviggyldige sandheder. "Det er en bog, vi har brug for, og den er dobbelt påskønnelsesværdig midt i en alvorstid, hvor det er suspekt at være morsom, fordi forfatteren også har råd til at være fornøjelig." – Bent Mohn: "Monotonien er selvfølgelig blot én af den kunstneriske skabens ejendommeligheder. Når jeg i begejstring har påstået for mig selv, at den findes i alle store kunstneres værker, må man måske dysse påstanden lidt ned i ubegejstrede øjeblikke. Selvfølgelig kender man heller ikke alt, hvad der er godt i verden, langtfra, men nøjes med at betragte det, man ved tilværelsens mangfoldige dejlige tilfælde er kommet til at kende." "Det tager udgangspunkt i den mørklagte storby under besættelsen, men med et særligt blik for dens æstetiske tristesse, som Brandt nød sammen med sine generationsfæller: „Krigen som historisk situation ragede os en fjer, men vi levede intenst i dens mørke, røde og dybblaa univers, begyndelsen til alt“. Med denne æstetiske fascination, der satte den historiske situation i parentes, lagde Brandt op til den ubekymrethed, som Lawrences rejsebrev promoverede, men han skilte sig samtidig ud fra den mere udbredte opfattelse blandt heretikerne af verdenskrigen som et dystert historisk omdrejningspunkt for deres litterære virksomhed. Som forfatter var Brandt tillige af et mere humoristisk og selvironisk tilsnit end de øvrige kættere, hvilket fremgår tydeligt af hans erindringsessay i anledning af tiåret for hans indvielse i Vedbæk-parnasset, „Hin bemærkelsesværdige septemberaften“ fra 1958, der også beretter om hans umage for at ankomme med anstand: „For at holde fris