
Hjemmeberedskab billigt: Det kan du købe brugt
Myndighederne anbefaler, at alle husstande kan klare sig selv i 3 døgn, hvis strøm, vand eller internet forsvinder. Det lyder måske dramatisk, men i praksis handler det om helt almindelige situationer som en vinterstorm, et længere strømsvigt eller en vandledning, der springer.
Mange tænker, at et hjemmeberedskab er dyrt. Det behøver det ikke være. En stor del af udstyret kan købes brugt, og meget af det har du måske allerede i skuret eller campingkassen.
Hvad anbefaler myndighederne?
Beredskabsstyrelsens anbefalinger dækker de mest basale behov i 3 døgn:
- Drikkevand: 3 liter per person per døgn, altså 9 liter per person
- Mad: Langtidsholdbar mad, der ikke kræver køleskab, og gerne kan spises uden at blive tilberedt
- Medicin og førstehjælp: Nødvendig medicin til mindst 3 døgn og en førstehjælpskasse
- Hygiejne: Fx toiletpapir, vådservietter og bleer, hvis du har små børn
- Varme: Tæpper, dyner og varmt tøj
- Lys og strøm: Lommelygte, batterier og powerbank
- Kommunikation: En FM-radio, der kører på batterier, håndsving eller solceller
- Betaling: Fysiske betalingskort med pinkode og gerne lidt kontanter i små sedler og mønter
Det kan du købe brugt
FM-radio
Radioen er en af de vigtigste ting, fordi det er her, myndighederne sender information ud, hvis nettet er nede. Indstil den til DR P4.
Gå efter en radio, der kører på batterier, håndsving eller solceller. Gamle transistorradioer og campingradioer kan sagtens bruges, så længe FM-båndet virker. Test den, før du køber.

Lommelygter og pandelamper
Pandelamper er særligt praktiske, fordi du har hænderne fri. Tjek, at de virker, og at batterirummet ikke er rustent.
Campingkøkken
Et campingkøkken på gas eller sprit gør det muligt at varme mad og vand, når komfuret er slukket. Det findes i massevis brugt.
Vigtigt: Brug kun campingkøkken udendørs eller med rigtig god udluftning, og tjek slanger og pakninger, før du tager det i brug. Køb gas og sprit nyt.
👉 Find campingudstyr på Gul&Gratis
Soveposer, tæpper og uldtøj
Forsvinder strømmen om vinteren, kan det hurtigt blive koldt. Soveposer, uldtæpper og uldundertøj holder varmen og kan ofte købes billigt brugt. Gå efter soveposer til lave temperaturer.
👉 Find soveposer på Gul&Gratis
Termokander
Har du varmt vand eller kaffe i en termokande, kan det holde sig varmt i mange timer. Et lille, men værdifuldt stykke udstyr.
Lysestager og stearinlys
Lys giver både lys og hygge. Brugte lysestager er billige, og stearinlys kan købes for få kroner. Husk tændstikker og aldrig at lade lys brænde uden opsyn.
Brætspil og kortspil
Ikke på myndighedernes liste, men næsten lige så vigtigt med børn i huset. Tre døgn uden strøm går meget hurtigere med et godt spil.
Det skal være nyt
Nogle ting bør du altid købe nyt:
- Vand og mad. Holdbarheden skal være i orden.
- Medicin. Tjek udløbsdatoerne på det, du har.
- Batterier. Brugte batterier kan være næsten afladede.
- Gas og sprit til campingkøkken.
- Indholdet i førstehjælpskassen, fx plaster og forbindinger.
Powerbank: Kan godt købes brugt, men batteriet slides med tiden. Undgå powerbanks, der er bulede, meget varme eller ikke holder strømmen. Er du i tvivl, så køb ny.
Tjekliste: Dit hjemmeberedskab
- ✅ 9 liter vand per person
- ✅ Langtidsholdbar mad til 3 døgn
- ✅ Medicin og førstehjælpskasse
- ✅ Toiletpapir og hygiejneartikler
- ✅ Tæpper, soveposer og varmt tøj
- ✅ Lommelygte eller pandelampe
- ✅ Batterier og opladet powerbank
- ✅ FM-radio på batteri, håndsving eller solceller
- ✅ Betalingskort med pinkode og lidt kontanter
- ✅ Stearinlys og tændstikker
- ✅ Et spil eller to
Gode råd til dit beredskab
- Saml det ét sted, fx i en kasse i skabet eller i kælderen, så du ved, hvor det er.
- Tjek det en gang om året. Udskift mad og vand, der nærmer sig udløbsdatoen, og test radio og lygter.
- Byg det op stille og roligt. Du behøver ikke købe det hele på én gang.
- Snak med naboerne. I kan hjælpe hinanden og dele udstyr.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor meget vand skal jeg have i mit hjemmeberedskab?
Myndighederne anbefaler 3 liter per person per døgn. Det giver 9 liter per person til 3 døgn. Husk også vand til eventuelle husdyr.
Hvorfor skal jeg have en FM-radio?
Hvis strømmen eller internettet forsvinder, kan myndighederne stadig sende information ud via radio. Indstil den til DR P4.
Hvad koster et hjemmeberedskab?
Det afhænger af, hvad du allerede har. Køber du udstyr som radio, lygter, soveposer og campingkøkken brugt, kan du spare en stor del af udgiften.
Kan man købe en brugt powerbank?
Ja, men tjek, at den holder strømmen, og at den ikke er bulet eller bliver unormalt varm. Batteriet slides med tiden.
Find dit beredskabsudstyr brugt
På Gul&Gratis finder du radioer, lygter, soveposer, campingkøkkener og meget mere, så du kan være forberedt uden at bruge en formue.



