Aftenerne Den 1. november 1947 udkom første gang det, der blevet en af klassikerne indenfor hollandsk litteratur. Gerard Reves "Aftenerne" foregår i løbet af de sidste ti mørke dage af året 1946 og handler om Frits van Egters – en ung, 23-årig mand, der stadig bor hjemme hos sine forældre. Forældrene er ved at drive ham til vanvid med deres sære, små hverdagsvaner, og Frits prøver at undgå for meget tid sammen med dem ved at vandre rundt i byens aftenmørke gader, studere dens skæve eksistenser og besøge venner. Frits finder til tider sit eget liv både absurd og meningsløst – måske fordi han er en tænker og en dagdrømmer, der dissekerer og analyserer alting ned til mindste detalje og forgæves søger at finde mening i de dage, timer og minutter, der udgør hans liv. Fortællingen om Frits’ ti aftener viser på en både smuk og rørende måde, hvordan pessimisme blandes med kulsort humor, og tidsfordriv, kedsomhed og hverdagens ulidelige gentagelser bliver hele omdrejningspunktet for Frits’ trivielle liv.

Den evige tid Ny stor roman til dig, der ligesom millioner af læsere verden over elskede "Jordens søjler". I sin seneste roman "Den evige ild", som er en selvstændig efterfølger til de to populære middelalderromaner "Jordens søjler" og "Uendelige verden", tager Ken Follett os med tilbage til den gamle katedralby Kingsbridge og byder endnu en gang på lyslevende historisk underholdning. England 1558. Da den protestantiske Elizabeth 1. bliver dronning af England, vender resten af Europa sig mod England, og i kulissen i Paris venter kusinen, den unge, katolske Maria Stuart, som mange mener, er den retmæssige arving til Englands trone. Elizabeth opretter derfor landets første efterretningstjeneste, der skal advare hende om mulige sammensværgelser og attentatplaner. I denne efterretningstjeneste kommer den unge Ned Willard i tjeneste som hemmelig agent i en tid, hvor den religiøse ekstremisme fører til vold rundtomkring i Europa, og hvor også Neds egen hjemby, den gamle katedralby Kingsbridge, er præget af religiøse stridigheder. Gamle venskaber og loyalitetsbånd smuldrer, og selv befinder Ned sig på den forkerte side i forhold til den pige, han længes efter at gifte sig med, Margery Fitzgerald. Dengang som nu er den sande fjende ikke de stridende religioner, men kampen står mellem dem, der går ind for frisind og tolerance, og de tyranner, der vil underlægge alle andre deres syn på verden – koste hvad det vil. Udtalelser Follett skriver, så man føler, man er der […] Læs den . - Femina, 5 stjerner Ken Follett skriver flydende og uprætentiøst, han kan sit historiske stof ned i imponerende detaljer, og han er en mester i håndværket at lægge den helt store mosaik . - Politiken, 4 stjerner […] forrygende, medrivende underholdning . - Ekstra Bladet, 5 stjerner Når Ken Follett er bedst, bliver man både underholdt og klogere af hans bøger, og det er tilfældet her . - Børsen, 5 sterner "Den evige ild" er en roman om stridende religioner og historiske begivenheder pakket ind i menneskeskæbner, som Follett gør så fremragende . - Nordjyske Stiftstidende, 4 stjerner Med en imponerende historisk detaljerigdom folder Ken Follett i Den evige ild vores fælles fortid ud som en populærromantisk spionthriller […] . - Berlingske, 4 stjerner Follett mestrer at koge indviklede storpolitiske intriger ned til forholdsvis enkle, spændende fortællinger […] . - Weekendavisen Tredje, selvstændige del af Kingsbridge-serien er en farverig og underholdende historisk roman. Ken Follett har endnu en gang leveret varen . - Litteratursiden

Sulpicia Sulpicia er den eneste romerske kvindelige digter fra klassisk tid, der er bevaret hele digte af. Hendes digte er kærlighedselegier fra sidste tredjedel af 1. årh. f.v.t., kejser Augustus’ tid. Måske. Man kender kun til Sulpicias mulige eksistens igennem digtene, og de er bevaret i et appendiks til den mandlige digter Tibuls værk. Ifølge den gængse teori, var Sulpicia en ung kvinde fra en rig patricierslægt med nære forbindelser til kejseren og til alle den romerske guldalders berømte digtere. I "Sulpicia - en romersk digter" oversætter Harald Voetmann de bevarede digte, der tilskrives Sulpicia, og forsøger i sine kommentarer at åbne veje for læsningen, bl.a. at se hendes digte som udtryk for forskellige tilgange til at give plads i kærlighedselegien til en særegen kvindelig stemme. Mange af vejene er blindgyder, for Sulpicias digte fører nemt læseren ud i et vildnis af gætværk og spekulationer. Men alt i alt giver digtene og læsningerne en tilgang til de måder, man kunne - og ikke kunne - være kvinde på i et mandsdomineret samfund som det romerske.