Hvilken iPhone skal man vælge?

// Mobil

Med de nye iPhone 12-telefoner har Apple efterhånden en usædvanlig bred pallette af mobiltelefoner i alle mulige størrelser. Du kan vælge skærmstørrelser fra 4,7 til 6,8 tommer og der er også stor forskel på kvaliteten, samt oplevelsen på de forskellige modeller. Der er dog også stor forskel på prisen.

Inden vi lister guiden med anbefalinger til, hvilken iPhone man skal vælge, så er der ét vigtigt punkt, man skal være opmærksom på. Du bør nemlig undersøge, hvor gammel den iPhone er, som du overvejer at købe. 
Modeller som iPhone 5 eller 6 er for eksempel blandt de billigste iPhones lige nu, men de er så gamle, at de ikke længere får sikkerhedsopdateringer. Det betyder, at de faktisk kan være farlige at bruge – har de sikkerhedshuller, så bliver de ikke fixet. Derfor bør man købe en iPhone, der fra dags dato bliver opdateret i et par år endnu. Det er vores anbefaling og vores udgangspunkt til vores anbefaling af iPhone-køb. Det betyder, at man skal vælge iPhone 7 eller nyere. iPhone 7 bliver opdateret til iOS 15 næste år og får formentlig sikkerhedsopdateringer frem til og med 2022. Det er normalt sådan, at iPhones bliver opdateret i cirka fem år fra de lanceres.

Hvilken iPhone skal man købe?

iPhone 11

En rigtig glimrende iPhone fra 2019 med hurtig brugerflade, fint kamera og skærm på 6,1 tommer. Den bliver opdateret mindst til og med 2024.
Den har pris fra cirka 4.300 kroner   

iPhone SE 2020

Skal du have en lille, fiks og billig iPhone, så er det SE 2020, du skal gå efter. Faktisk er iPhone 12 Mini mindre rent fysisk, men den er langt dyrere. SE 2020 har skærm på 4,7 tommer, rap brugerflade og et kamera, de fleste vil stille sig godt tilfredse med.
Den har pris fra cirka 3.500 kroner.

iPhone 12 Pro Max

Skal du have den absolut bedste iPhone-oplevelse og er ligeglad med størrelse og pris, så er iPhone 12 Pro Max modellen du skal vælge. Den har et fantastisk godt kamera, meget kraftfuld brugerflade og 5G – og så en super flot skærm på 6,7 tommer.
Den har pris fra cirka 9.700 kroner