Indret et indbydende soveværelse for bedre søvn

// Andre møbler

Det er afgjort et af hjemmets allervigtigste rum. Det er her, du tilbringer flest timer og lader op til en ny dag. Mange giver ikke deres soveværelse den kærlighed, det fortjener – hvilket er en skam, ikke mindst for én selv. Soveværelsets indretning og udtryk har nemlig stor betydning for din søvn, og dermed også dit velvære. Her guider vi dig til, hvordan du kan indrette dit soveværelse for bedre søvn og dagligt velvære.

Vidste du, at 46% af danskerne har søvnproblemer? Det er ikke blot voldsomt irriterende, at der er problemer med at falde til ro, det er også skadeligt for vores helbred. Vi lever i dag et liv, hvor vi konstant har travlt med alt muligt og derfor kan mange have svært ved at komme ned i gear, når dagen går på hæld. For lidt og/eller for dårlig søvn over længere tid kan øge risikoen for overvægt, hjerte-karsygdomme, diabetes og en lidt højere dødelighed. Søvn er essentiel vores koncentration, evnen til at reagere, immunforsvaret, indlæring og hukommelse.

Det optimale antal søvntimer er individuelt, men bør for de fleste ligge mellem 7 og 9 timers søvn hver nat. Det kan være lettere sagt end gjort, men der er gode råd at hente, når det kommer til at forbedre søvnkvaliteten.

Invester i en ordentlig seng

Det kan være tillokkende at købe billigt, når der skal købes seng – den skal jo primært bare bruges til at sove i – men er ikke nogen god idé. Vi bruger ca. en tredjedel af vores liv på at sove, og netop derfor er det vigtigt at sørge for, at du har de bedste forudsætninger for en god og sund søvn. Der er mange faktorer, der spiller ind, når den rigtige seng og de rette materialer skal vælges – faktorer som højde, vægt og om man fryser eller sveder, skal alle tages med på råd. Din vægt er afgørende for, hvor fast madrassen bør være for at give dig den bedste søvnoplevelse og din højde kan have noget at sige, når det gælder antal zoner i madrassen. Om du fryser eller sveder om natten kan afbalanceres, hvis du vælger de rette materialer. 

Husk dyner og puder

Det er ikke kun din seng, der fortjener lidt ekstra omtanke; det samme gør din dyne og pude. Vidste du måske, at levetiden på dyner kun er 5-10 år og ca. 2. år for hovedpuder? Det er en markant kortere levetid, end man lige skulle tro og det er nok de færreste, som rent faktisk får skiftet deres dyne eller hovedpude med dét interval. Levetiden afhænger bl.a. af, hvor godt du passer på din dyne og pude, men selvfølgelig også at kvaliteten – det kan hurtigt være dyrt at købe billigt. 

Dyner og puder bør rystes hver dag, så fylde og spændstighed bevares bedst muligt – af samme årsag bør de dog hverken bankes eller støvsuges, da det i stedet kan skade fyldet. Det kan være fristende at lægge et sengetæppe over sengen for et stilfuldt soveværelse, men det er ikke nogen god idé. Vægten fra tæppet kan få fyldet til at klappe sammen i dyner og puder, hvilket medfører at fyldet holder på fugten. Man kan få fyldet til at rejse sig igen ved at give dyne og pude et par timer i tørretumbleren, men det er ikke dét værd på daglig basis. Når det kommer til at skifte sengetøj, så er en god tommelfingerregel, at det skal skiftes hver anden uge.

Dyner og puder bør desuden vaskes 1-2 gange om året – og dét af flere årsager. Dun og fjer klumper sammen med tiden, hvilken får dynen til at virke tyndere og forringer isoleringsevnen. De skal vaskes ved 60 grader, da levende organismer som skimmelsvamp og husstøvmider ikke kan overleve ved den temperatur. 

Det er et tidskrævende projekt at vaske – og tørre – dyner og puder, da der er en meget lang tørretid, som involverer tørretumbler, tennisbolde og mange pauser undervejs, hvor de skal have en rystetur. Det tager i hvert fald 6-8 timer at vaske og tørre, så sæt gerne en weekend af til projektet.  

Som tilfældet er med senge, så passer én dyne eller én pude ikke til alle mennesker. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til at finde den rette dyne og den rette hovedpude.  

Sørg for ro i soveværelset

Ro er ikke kun vigtigt, når det gælder larm og støj, det er mindst lige så vigtigt, når det kommer til de indtryk, du får i rummet. Du gør dig selv en tjeneste, hvis du undlader at overdekorere rummet, da det kan virke forstyrrende og blive en kilde til frustration, hvor det modsatte faktisk er målet. Hvis du holder rummet relativt simpelt, er det også nemmere at holde så støvfrit som muligt, hvilket giver dig et bedre sovemiljø.

Mange vælger at have helt hvidt sengetøj, så det får et simpelt – og luksuriøst – udtryk, som passer sammen med alt. Det giver også en bedre ro, hvis du vælger at farve dine soveværelsesvægge.

Vælg de rette farver

Det kan være en rigtig god idé at male soveværelsesvæggene, men det er ikke helt ligegyldigt, hvilken farve du vælger. Der er lavet flere undersøgelser, som peger på, at det kan påvirke sin søvn i positiv retning, hvis du hiver nogle af naturens glade og positive farver ind i soveværelset. Og hvilke farver er dét så?

Du skal vælge en blå, grøn eller blød gul, da de simulerer nogle af de elementer i naturen, som bringer mest glæde: Himmel, hav, sollys og skov. En blød lys gul leder tankerne hen på sollys, mens farven samtidig symboliserer glæde, håb og kærlighed. De blå farver bringer straks himmel og hav op for det indre blik – og så symboliserer den fred, ro og harmoni, som er det vi gerne skal opnå, når vi lukker øjnene om aftenen. Grønne farver leder tankerne mod forår, skov og natur, som netop bringer ro og ’jordbundenhed’ til mange mennesker i en skør og usikker tid. Farven symboliserer samtidig sundhed, natur og livskraft. 

Hvor mørk farven skal være, vil være op til dig og dit temperament. En midnatsblå farve kan være med til at skabe en hulestemning, det samme med en dyb flaskegrøn, hvilket nogle mennesker søger. Huleeffekten kan forstærkes yderligere, hvis det ikke kun er væggene, som får en tur med den farvede malerpensel, men også loftet. Hvis ikke du har mod på at kaste dig ud i et fuldfarvet rum, så kan du også nøjes med en enkelt væg.

Få det rette lys

Det er en god idé at investere i to forskellige slags gardiner: Nogle gode mørklægningsgardiner, som kan sikre dig et mørklagt rum på de lyse sommernætter, og nogle lette (hvide) gardiner, som kan give dig lidt privatliv uden at lukke vinteren og det spæde forårs livgivende stråler helt ude.

Foruden naturens lys, så er det også vigtigt at vælge de rette kunstige lyskilder. Det skarpe blålige lys er en farlig ven, når det gælder din søvn. Undgå det blålige lys op til sengetid, selvom det er fristende at ligge og surfe på telefonen. Du kan alternativt justere på lystonen, så det er i ’nattilstand’ i et givent tidsrum, hvilket vil minimere forstyrrelsen hos dig. Sørg for at have en varm og blød belysning, som eventuelt kan dæmpes, så du ikke bliver for vågen, når du skal et smut forbi toilettet i løbet af natten.

Et godt og sundt klima

For et godt inde- og soveklima bør du minimere støv så meget som muligt. Som tidligere nævnt, så gør du det meget lettere for dig selv med en relativt simpel indretning, hvor der ikke er for mange støvsamlere. Når du gør rent i soveværelset, så bør du undgå parfume, da det ikke bidrager med noget positivt – duften kan faktisk ende med at være forstyrrende. 

Sørg altid for at lufte godt ud, særligt, hvis der har været tændte stearin- eller duftlys, så du ikke indånder skadelige partikler i løbet af natten. Et par planter i soveværelset kan også være med til at give et bedre klima, men lade være med at have for mange planter, da de kan give et for fugtigt miljø.

Pas på med din soverumstemperatur. For mange vil 16-18 grader være tilpas, da det hverken er for varmt eller koldt, men vælger du en endnu lavere temperatur, så kan du risikere skimmelsvamp, som i særdeleshed er skadeligt for din sundhed.