Tips til forårets klipning

// Haven

Klip med måde til Sankt Hans. Sur tjans eller hyggeligt havearbejde? Uanset, hvordan man har det med hækkeklipning er det en af de opgaver, der står på programmet for mange husejere, når forår og sommer melder sig.

Først og fremmest går arbejdet selvfølgelig nemmest, hvis værktøjet er i orden. Sørg også for at have en lang ledning til elektriske redskaber eller sakse. En lille trappestige, som let kan flyttes rundt kan hjælpe med at give en komfortabel arbejdshøjde.

Inden man går i gang skal man overveje, hvilke behov hækken har og hvordan det færdige resultat skal være. Er det en let studsning, formklipning eller en grundig beskæring, der er på programmet? Det afhænger af hækkens alder og type, hvor hårdt der kan gås til værks. Hver klipning stimulerer til vækst. Så klip den ofte, hvis hækken skal blive tæt.

Klip med måde til Sankt Hans

Hvornår på året hækken skal klippes, varierer fra sort til sort. Det anbefales generelt, at hækken klippes med måde til Skt. Hans, hvor tilvæksten er begyndt. Derefter er det godt at klippe hækken en gang mere i løbet af sensommeren, hvor der stadig er tilvækst. De nyklippede overflader danner her nye skud til vinteren og får et fint vinterkostume.

Til sommerbeskæringen skal man vælge en dag med tørt vejr og sørge for, at hækken er tør og ikke har dug eller regn i bladene. Så bliver det lettere, eftersom våde blade klistrer fast til redskaberne.

Hvis man effektivt skal forandre hækkens form eller beskære hækken for at vedligeholde den, kan det være praktisk at gøre det når bladene er faldet af og grenene er lettere at se. Hækken skal være i hvile, så slutningen af vinteren er et godt tidspunkt.

Giv lys med pyramideform

Hvis man planter en helt ny hæk, er det hensigtsmæssigt at forme hækken som en pyramide; smal øverst og bredere nederst med skrånende sider. Det gør, at lyset når alle hækkens sider, hvilket er vigtigt, for at nye skud skal kunne dannes der, hvor man har klippet. Dette giver en tæt og fin hæk, også nederst.

Til en formklippet hæk som er nogle år gammel anbefales det, at man først klipper den ned i rette højde med en elektrisk hækkesaks. Klip derefter de korte sider og sørg for, at de går svagt udad, hvilket skaber et fint fald på hækken. De horisontale sider klippes med lange bestemte tag og afslutningsvis kan beskæresaksen studse de grene, der stikker ud, så overfladerne bliver rene og pæne.

Pas på fuglene

Hækken kan gemme på masser af fuglereder med unger. Hvis man vil klippe inden Sankt Hans, kan man gå hækken igennem for at sikre, at der ikke gemmer sig reder med ubeskyttede unger. Finder man reder, bør man klippe godt udenom og sikre, at fugleungerne stadig er gemt.

Relaterede annoncer

Relaterede kategorier

Få inspiration til Haven

Se tema