Min far var bedemand

 

Før jeg var 12 år gammel havde jeg allerede set mere, end en håndfuld af døde kroppe. Det var meget normalt for mig i min barndom - fordi min far var bedemand. Jeg lærte tidligt i livet, hvor vejen ender for os alle. 

Jeg havde egentligt aldrig spurgt min far, hvorfor, og hvordan han endte med at være bedemand. Jeg kender ingen andre, som har følt en inspiration til at arbejde indenfor den branche. Så, da jeg som ung tog hjem på familiebesøg, bestemte jeg mig for at finde ud af det. 

Min far fortalte mig, at han oprindeligt var ejendomsmægler. Efter flere år i branchen, følte han ikke, at det arbejde passede særligt godt med familielivet længere. 

Det var et tilfælde, at han nærmest faldt over et begravelsesfirma. Han søgte et job, hvor annoncen bad om nogen med en baggrund som ejendomsmægler eller skolelærer. Selve jobbet var ikke nærmere beskrevet og da min far fandt ud af, at det var hos et begravelsesfirma, føltes det rigtigt for ham. 

Han var i fyrrerne og havde haft en lang og hård og erfaringsrig karriere. Han følte, at hans alder og erfaring kunne være en fordel for ham netop her. 

I de dage, hvor han skulle tage beslutningen, tænkte min far også over, hvordan hans egen fars død og begravelse blev håndteret, da han selv var yngre. Han følte lidt, at det var et bestillingsarbejde, hvor det virkede som om en liste skulle tjekkes af, og penge bare blev betalt for en slags ordre. Der var ikke megen medfølelse eller betænksomhed dengang. 

På grund af min fars måde at håndtere døden på, og fordi jeg på så mange måder har haft døden inde på livet, så har det også formet de tanker jeg har om min egen død og begravelse. 

Jeg vil lade det være op til min familie - på alle måder - at finde ud af, hvordan de ønsker at sige farvel til mig. De skal gøre, hvad der er mest rigtig for dem, for bedst at kunne højtideligholde mit liv og sige deres farvel til mig. På den måde føler jeg, at deres sorgprocess kan blive mere rigtig for dem, der er efterladt. 

En anden ting jeg har lært fra min far er, hvor vigtigt det er at sige farvel. Hvad end det er at se den person man holder af, inden vedkommende dør, eller når han eller hun er død, eller til begravelsen. Da min far døde, var der nogle familiemedlemmer, der mente, at det måske ikke var nødvendigt for dem at se ham, før han blev begravet. Jeg forsøgte at overbevise dem om, at det var vigtigt at se den afdøde en sidste gang - noget vi mennesker igennem hele vores historie har æret og respekteret. Noget, som min far havde lært mig. 

Det kan være utroligt hårdt at gøre, og ofte noget af det sidste man har lyst til at gøre, men det er vigtig at få den rigtige afslutning, også for sig selv. 

Døden er ikke noget vi behøver at gemme væk, som vi har for vane i dag. Det er den eneste ting i livet, der er sikkert, og noget vi alle vil komme til at se i øjnene. Det er en naturlig del af livet at erkende og ære.

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold